Internet-TV er kommet for at blive

3. marts 2017

Før i tiden blev fodboldkampe i superligaen spillet søndag kl. 15. Hvis du var heldig, så blev dit yndlingshold vist i TV. Ellers måtte du trække i tøjet og troppe op på stadion, hvis du ville overvære kampen.

Sådan er det ikke længere. Nu om dage har tv-stationerne og reklamebureauerne overtaget kampprogrammet. Ingen behøver blive skuffede længere, for alle har nu mulighed for at se deres favorithold live.

En af de mest populære løsninger for tiden, er at se live fodbold på computeren eller iPad’en. Det giver en enorm frihed ikke at være afhængig af et stort stationært tv, når man gerne vil følge topkampen i superligaen, eller yndlingsholdet i La Liga.

Vi elsker valgfriheden

En af de største årsager til at internet-TV er så populært, er at det giver forbrugeren en langt større frihed. I alt for lang tid er vi blevet tvunget til at købe store TV-pakker, med alt for meget indhold vi ikke gider se. Det er slut nu. Nu vil vi betale for det vi ser og ikke andet.

Dette har imidlertid vist sig at have den positive effekt, at vi forbrugere kan stille meget større krav, til kvaliteten af det produkt vi køber. Store streaming sites som Netflix og HBO har meget brugervenlige abonnementsaftaler. Hvis vi ikke er tilfredse, så kan abonnementet opsiges øjeblikkeligt, og vi finder en anden udbyder der kan tilfredsstille vores behov.

Kvaliteten af Internet-TV er suveræn

Som konsekvens af det, har kvaliteten af eksempelvis TV-serier nået et niveau som aldrig før. Produktionen på de allerstørste amerikanske shows kan nu om dage sagtens matche spillefilm, og TV-serie skuespillere er ikke længere anset som andenrangs. De er derimod at finde helt oppe i toppen blandt de andre “A-lists”.

Det bør også nævnes, at de teknologiske fremskridt ligeledes har været med til at booste internet-TV’ets popularitet. Super hurtig 4G netværk på mobilen, Wi-Fi alle steder, og minimum 20 Mbit bredbånd derhjemme. Vi er online overalt og vi vil underholdes maksimalt.

Med på moden

Hele udviklingen har også gjort, at vi ikke længere kan spises af med gamle serier og film og så videre. Den tid hvor serier kom til Danmark et halvt år efter USA er længe borte. Nu skal vi kunne se det i samme sekund som alle andre, så vi kan deltage i debatten, og være med på moden.

Så set fra et forbrugermæssigt synspunkt, er udviklingen udelukkende positiv. Det er derfor vi siger, at internet-TV er kommet for at blive.