Ting du skal se i Monaco

17. oktober 2018

Monaco er et helt fantastisk sted at besøge, og hvis du får chancen for at lægge vejen forbi det lille fyrstedømme, så vil jeg absolut anbefale, at du benytter dig af muligheden.

Med sin smukke beliggenhed ud mod den franske riviera, får du mulighed for at opleve et sted der emmer af luksus og overdådig livsstil. Selvom Monaco er et ganske lille land på kun 2.027 km2 og ca. 37.550 indbyggere, så er der en del at se på, og en masse at opleve. Faktisk er Monaco verdens næstmindste land, kun Vatikanstaten er mindre. Til gengæld har Monaco verdens største befolkningstæthed.

Monaco er primært kendt for Formel 1, store flotte casinoer med kendte gæster, og naturligvis sin skattefrihed. Der er dog meget mere at underholde sig med, og her får du et par tips til nogle af de steder, som jeg mener er værd at besøge.

Casino de Monte Carlo

Monaco er hjemsted for et af de ældste og flotteste casinoer I verden, nemlig Casino de Monte Carlo. Tvillingebrødrene François Blanc og Louis Blanc åbnede Kursaal i Bad Homburg i 1843, og senere åbnede Francois Blanc, Casino de Monte Carlo i Monaco i 1868. Casinoet er en af de største turistattraktioner i Monaco, og bliver hvert år besøgt af mange tusinde gæster, heriblandt en del prominente kendisser.

Casino de Monte Carlo er også kendt fra filmens verden og har blandt andet været med i to James Bond film, nemlig ”Never Say Never Again” og ”Goldeneye”. De der interesserer sig for Formel 1 motorsport, vil måske vide, at banen går lige forbi Casino de Monte Carlo.

Monaco’s Grand Prix – Formel 1

En anden hovedattraktion I Monaco er naturligvis Monaco’s Formel 1 Grand Prix. Grand Prix’et er blevet kørt i Monaco’s smalle gader hvert år siden 1929, med nogle ganske få undtagelser, blandt andet i årene omkring 2. verdenskrig. Banen er 3,337 km. lang, og der skal køres 78 runder, hvilket giver en løbslængde på godt 260 km.

Monaco’s Grand Prix bliver kørt hvert år i maj måned, og regnes for at være et af de mest prestigefyldte motorløb, på højde med Le Mans og Indianapolis 500. Løbet har gennem årene budt på flere dramatiske hændelser. 2 gange i historien har en deltager mistet herredømmet over raceren, og er kørt i havnen.

I 1955 var den uheldige kører Alberto Ascari og i 1965, gik det ud over Paul Hawkins. Kørerne slap med livet i behold, men de blev begge senere dræbt i bilulykker. En enkelt kører har mistet livet under Monaco’s Grand Prix. Ferraris kører, italieneren Lorenzo Bandini kørte galt i løbet i 1967, og hans racer brød i brand. Det lykkedes desværre ikke at redde Bandini ud i live.

Monto Carlo Habour

Hvis man interesserer sig for lystbåde i den absolut dyreste ende, så er havnen et besøg værd. Her ligger store yachts i millionklassen side om side, og man får mulighed for at få et indblik i de riges livs. Et stort byggeprojekt er i disse år under opførelse i havnen i Monte Carlo.

For at kunne følge med efterspørgslen på liebhaverboliger, fyldes en del af havnen op, så der kan blive plads til 120 nye luksuslejligheder og 10 villaer. Prisen for de nye boliger forventes at ligge på 60.000 dollars pr. kvadratmeter, så der er ikke tale om boliger for hvem som helst.

Lækre biler i massevis

Når du bliver træt af at kigge på de store lystyachter i havnen, så får du måske lyst til at kigge lidt på biler, og så er du kommet til det helt rette sted. Tag en tur forbi Monte Carlo Beach Club eller nogle af hotellerne og casinoerne, og nyd synet af de mange lækre biler som Ferrari, Lamborghini, Bugatti og mange andre biler i den dyre ende af skalaen.

Hvis du ikke gider at tage på ”bil-safari” i gaderne, så findes der også et bilmuseum, ”The Cars Collection of H.S.H. the Prince of Monaco”. Det er 5.000 m2, spækket med lækre biler, som enhver bilentusiast er nødt til at besøge.

Cathedrale de Monaco

Cathedrale de Monaco er en smuk kirke, der er bygget i tiden fra 1875 – 1903. På samme sted lå den tidligere Saint Nicholas Cathedral, som blev revet ned i 1874, for at gøre plads til den nye kirke. Katedralen er opført af hvide sten fra La Turbie, som er et område beliggende vest for Monaco og har en meget smuk facade. Flere medlemmer af Grimaldi familien, som var Monaco’s oprindelige grundlæggere, ligger begravet her. Blandt andet fyrst Rainier III af Monaco, som var gift med den amerikanske skuespillerinde Grace Kelly.

Jeg håber, du har fået lyst til at lægge vejen forbi Monaco og Monte Carlo, for det er virkelig et besøg værd.