Tag rundt i verden med disse 5 sange fra Eurovision

16. maj 2019

Den store finale af Det Europæiske Melodi Grand Prix skal afvikles lørdag den 18. maj 2019 klokken 21:00 i Israels hovedstad Tel Aviv, og der vil helt sikkert være en sang til enhver smag.

I denne artikel tager vi dig med på en rejse til 5 forskellige destinationer; Holland, Sverige, Australien, Rusland og sidst men ikke mindst Danmark. De fire førstnævnte nationer er blandt forhåndsfavoritterne til at snuppe sejren ved Eurovision 2019, mens Leonora i bedste fald må betegnes som en outsider.

Vi starter i det hollandske med Duncan Laurence og ”Arcade”, som allerede har akkumuleret næsten 9 millioner afspilninger på YouTube. Det er også fuldt forståeligt, da kærlighedssangen er virkelig velproduceret og omkvædet er en sand ørehænger. Holland er dog ikke ligefrem kendt for deres historiske bedrifter ved Det Europæiske Melodi Grand Prix, da de ikke har prøvet at vinde i 44 år. Deres sidste sejr finder vi således tilbage i 1975, hvor Teach-In og ”Ding-a-Dong” endte med at gå hele vejen. Næsten et halvt århundrede senere står de dog med rigtig gode kort på hånden for at gentage den bedrift.

Et andet land der satser på en klassisk kærlighedssang er svenskerne, da de har udvalgt John Lundvik og ”Too Late For Love” som deres repræsentant. Særligt omkvædet med gospelsangere kommer til at imponere både juryen og seerne hjemme i stuerne, og når man tænker på, at Sverige historisk set altid gør det godt ved Eurovision, burde der bestemt være mulighed for, at de ender med at få en topplacering.

Selvom der er tale om Det Europæiske Melodi Grand Prix, har australierne også fået lov til at deltage og gudskelov for det. Kate Miller-Heidke og ”Zero Gravity” er nemlig et frisk pust, og deres sceneshow er intet mindre end dybt imponerende. Kate og hendes baggrundsdansere svæver rundt på scenen igennem nærmest hele sangen, og hun har endda også overskud til at synge opera mellem de to vers og omkvædet. Bestemt ikke noget dårligt bud på en vinder.

Russerne har valgt at sende en gammel kending afsted i form af Sergey Lazarev og ”Scream”. Han var manden, der sang dem til en 3. plads i 2016, hvor han fremførte ”You Are the Only One” med stor overbevisning. I år kan han også godt regne med at blande sig i topstriden, da hans nye kærlighedssang er blevet modtaget med stor applaus, og det er ikke uden grund. Sergey er en rutineret ræv med en masse erfaring, og vi kan sagtens se ham gentage sin top 3-placering eller måske endda gøre det bedre.

20-årige Leonora Colmor Jepsen fra Hellerup er den danske deltager, og selvom hun måske ikke er spået de største vinderchancer af spiludbyderne, er vi slet ikke så sikre i vores sag. ”Love is Forever” er en universel kærlighedssang, som bliver sunget på fire forskellige sprog (engelsk, fransk, tysk og dansk). Den kan i vores optik godt gå hen og overraske de fleste, og vi krydser selvfølgelig både fingre og tæer for dansk succes ved dette års Eurovision-finale.